top of page

Bryd tabuer og egne grænser som frivillig hos Global Dignity Danmark


Hvordan kan det være, at man vælger at bruge sin fritid som frivillig i Global Dignity Danmark? Her kan du få svaret fra en af vores frivillige og områdeansvarlige, Lena Syberg Verhoef, der bruger sin tid på at opsøge skoler og arrangere workshops i Odense.

Den 19. august 2015 var Lena hovedvejleder på en Global Dignity Dag på Marie Jørgensen Skolen i Odense. Det var et stort arbejde at planlægge denne dag, hvor syv klasser fra 7. til 10. klasse skulle have værdighedsworkshop med vejledere fra Global Dignity Danmark. Det gik rigtig godt! Lena sidder i bestyrelsen på skolen, så hun var ekstra nervøs denne gang. Efterfølgende fik hun meget ros fra lærerne på skolen.

Bag Lena stod seks andre frivillige vejledere fra Global Dignity Danmark, der var med til at rulle værdighedsworkshoppen ud. ”Det er fedt at være sammen med vejlederne. Det er mennesker med meget varme, overskud og kærlighed”, fortæller Lena.

Bandeord, poetisk debut og skilsmisse

Lena havde tiende klasse, der er sammensat af elever fra hele området. Der havde allerede været meget uro i klassen, og Lena fik at vide fra læreren, at der blev bandet meget og talt grimt i klassen. Denne oplysning brugte hun, og fik på en naturlig måde emnet omkring hvordan man taler til hinanden, til at blive en del af workshoppen. Lena var selv ved at komme til at bande, så hun kunne med god overbevisning vise, hvor svært det er at lade være. Eleverne tog det godt til sig og indså, at bandeord kan blive en vane. Vores sprog skaber det miljø vi er i, og derfor er det vigtigt at arbejde med. Dette er bare et af de mange emner, man kan komme til at bearbejde med en klasse.

Ved en forhenværende workshop har Lena oplevet, at en pige i en klasse havde skrevet et digt som brev til sig selv. Hun digtede ofte i sin fritid, men havde aldrig vist det til nogen. Hun stillede sig op foran klassen og læste sit digt op, og til sidst foran hele skolen i plenum. Det var noget ganske særligt for Lena at opleve denne pige blomstre og udfolde sig på baggrund af en værdighedsworkshop.

Alle emner kan dukke op på en Global Dignity Dag, også nogle af de svære.

”Til en anden Global Dignity Dag havde jeg talt med en klasse om, hvor vigtigt det er åbne op og sige det til nogen, når man har store følelser, der fylder meget. Da eleverne skulle i gang med den sidste fællesdel, sammen med de andre klasser, gik deres lærer og en af pigerne ikke med. Pigen havde trukket sin lærer til side og havde sagt: ”Jeg bliver altså nødt til lige at tale med dig. Mine forældre skal skilles!” Pigen havde svært ved at forholde sig til situationen og at tale med forældrene om det. De nåede slet ikke tilbage til samlingen med de andre klasser. Det var så vigtigt at give sig tid til at lytte til hende, når hun åbnede sig op og viste læreren tillid på den måde” fortæller Lena.

Et stærkt netværk hos Global Dignity

Hvorfor stiller man op som frivillig i Global Dignity Danmark? Er det kun for at opleve suset af en værdighedsdag? Nej, der er meget mere at byde på i denne organisation. Det er også en mulighed for at prøve sig selv af og bryde sine egne grænser og tabuer.

”Før i tiden svedte jeg i hænderne og var nervøs, når jeg skulle tale til store forsamlinger, men nu kan jeg engagere og en hel skoleklasse og nyde det samtidig. Det er vigtigt at sige, at man som frivillig i Global Dignity Danmark får meget selvtillid, selvværd og et dejligt netværk af ildsjæle og varme mennesker”, fortæller Lena.

Om hvad værdighed er for Lena, svarede hun: ”Værdighed for mig er, at man kan dele sine sorger og glæder med andre mennesker. Tit tør vi ikke spørge om hjælp, eller føler os som belastninger, hvis vi skal indrømme, at vi ikke har det helt godt. Men jeg tror, at mange mennesker gerne vil lytte, hvis man lukker op og tør sige det til nogen.”

Har du lyst til at blive frivillig i Global Dignity Danmark, eller bare snuse til det, så skriv til

kontakt@globaldignity.dk.

Populære nyheder
Seneste nyheder
Arkiv
Søg på emner
Følg os
  • Facebook Clean Grey
  • Instagram Clean Grey
  • Twitter Clean Grey
bottom of page