Månedens frivillige: Hans Kristian Hannibal-Bach

Går du rundt med en kreativ fugl i maven? Måske skal du bare lade den flyve ud og leve drømmen ligesom månedens frivillige profil gjorde.

17_Hannibal-Bach.dk_16jan2015_Odense_SctAlbaniSkole_ D01_4710 - Version 2.jpg

Billedet her er taget af Hans Kristian Hannibal-Bach til Global Dignity Dag i Odense

Månedens profil er Hans Kristian Hannibal-Bach, som er frivillig fotograf i Global Dignity Danmark. Han er selvstændig fotograf, gift og har en datter på 9 år og bor i Odense. Hans Kristian har været med på Skt. Albani Skole I Odense og tage billeder. Her kan du læse lidt om hans baggrund, og hvorfor værdighed er vigtig for ham.

Hans Kristian har ikke altid været fotograf. Det er et talent han har udviklet med tiden.

”Jeg har altid været interesseret i de kreative fag og startede i 1990 som DJ, producer og promoter indenfor elektronisk musik. Her kom også design af plakater ind i billedet.

Jeg er uddannet laborant og har i 14 år arbejdet i en forskningsgruppe på Syddansk Universitet i Odense med emner indenfor biokemi og molekylær biologi. Mit arbejde med fotografi går cirka seks år tilbage, hvor jeg begyndte at tage det rigtig seriøst og har siden bevæget mig vidt rundt i de fleste fotografiske genrer. I 2014 startede jeg mit eget firma og laver nu mange forskellige typer fotos.”

Hvordan kan det være, at du har valgt at blive frivillig fotograf i Global Dignity Danmark?

”Som fotograf er det vigtigt, at ikke alt hvad man laver ender op i fakturaerne, kundejagt, perfekt photoshop retuchering osv, Global Dignity Danmark er en organisation, der har et budskab og indhold, der bliver leveret af dedikerede frivillige. Et indhold og budskab der hjælper mange unge mennesker på vejen med at rodfæste sig selv og finde et værdigt liv.

Mit engagement som fotograf er i høj grad at være med til at levere billeder, hvor det giver mening. Så kort fortalt at bidrage et sted, hvor det tæller socialt, at være med til at fortælle historien.”

Hvad har været din største oplevelse som frivillig?

”Endnu har jeg ikke været med ude til så mange Global Dignity events, men det at se unge mennesker gå fra skepsis til at være dybt involveret i værdighed, er en stor oplevelse!”

Hvordan vælger du motivet, når du tager et billede?

”Det er meget forskelligt og afhænger meget af situationen, men med Global Dignity er en af de vigtige vinkler at finde, der hvor man kommer tæt på interaktionen mellem unge mennesker, der diskuterer værdigheden, og samspillet med vejlederne og læreren.”

Hvad er det bedste billede på værdighed, du har set eller taget?

”Det her er jeg glad for, da det viser den energi og interaktion, der sprudler frem, når der bliver talt om værdighed, og de unge mennesker får åbnet for begreberne.”

Populære nyheder