top of page

Portræt af en frivillig: "Værdighed er blevet en slags mantra for mig"

Katja er en af vores meget aktive frivillige i Jylland. Senest stod hun for at holde en Global Dignity Dag på Lyshøjskolen i Kolding.

Katja Hecht er 30 år og bor i Kolding med sin mand og tre børn.

”Jeg er en person med et stort drive. Jeg får energi af at sætte ting igang. Små og store projekter. Jeg har en stor energi, som jeg dels bruger på mine børn, løb, yoga og vinterbadning."

Hvad fik dig til at blive frivillig i Global Dignity?

”Det skete, fordi jeg læste en anmeldelse af Soulaima Gouranis bog. Bogen måtte jeg læse med det samme. Jeg synes, det er sejt, hvad hun har opnået på trods af de udfordringer, hun har mødt på sin vej."

"Frivilligt arbejde har jeg været engageret i længe, og da jeg i bogen læste om projektet med Global Dignity i Danmark, blev jeg meget inspireret. Jeg satte mig straks for at finde en mulighed for, at jeg kunne bidrage med min hjælp for at få budskabet om værdighed bragt videre. Værdighed er blevet en slags mantra for mig. Hvis ikke værdigheden er tilstede, så er der ikke så meget mening det hele! ”

En Global Dignity Dag på Tietgenskolen i Odense er Katjas største oplevelse som vejleder. ”Det var første gang jeg var med. Der var en særlig stemning og jeg var nærmest høj af arrangementet, da jeg kørte hjem bagefter.”

I december kunne Katja så selv prøve kræfter med at stå for at holde en Global Dignity Dag. Her var hun nemlig hovedvejleder på Lyshøjskolen, og det var det første Global Dignity arrangement i Kolding nogensinde. Der var mange detaljer, der skulle være på plads, aftaler der skulle i stand og koordineres for at klaveret spillede. ”Med 150 elever og en masse vejledere og lærere, så var det et stort puslespil, der skulle samles, men et sjovt puslespil og noget jeg fint kan gøre igen,” fortæller Katja.

Hvordan ser du Global Dignity i fremtiden?

”Jeg håber, at teamet i Jylland får sat skub i tingene, så Kolding kan blive Værdighedens By i nærmeste fremtid, og at vi får skoler, der årligt vender tilbage for at få afholdt Global Dignity Dage.”

Hvad får du ud af at være i Global Dignity?

”Jeg får det ud af det, at jeg bliver mere tilfreds med mig selv, når jeg ved at jeg kan have hjulpet andre ved blot at vise min værdighed eller have formidlet begrebet på workshoppen.”

I Global Dignity siger vi tak til Katja og alle de andre skønne frivillige derude, og hvis I er i tvivl om, at det er vigtigt, det I laver, så tænk på begivenhederne den seneste tid. Måske kan vi være med til, at de næste generationer behandler hinanden med mere respekt, og kender deres egen værdi, så de ikke handler på ubegribelige præmisser. Her tænker vi på skyderierne på Østerbro og Nørrebro, men også på billeder af knogletynde modeller.

Vi skal helt ud i de små skolegårde og i de små hjem og formidle, at værdighed er for alle.

Hvis du kunne tænke dig at blive frivillig i Global Dignity, så læs mere her.

Populære nyheder
Seneste nyheder
Arkiv
Søg på emner
Følg os
  • Facebook Clean Grey
  • Instagram Clean Grey
  • Twitter Clean Grey
bottom of page