top of page

"Jeg fik skabt et rum, hvor børnene lyttede til hinandens historier og klappede af hinanden"

Af Mette Øllegaard, frivillig i Global Dignity

Denne artikel er en del af en serie om frivillige i Global Dignity.

Charly er 35 år og bor i København med sin kæreste. Han studerer en kandidatgrad i Læring og Forandringsprocesser på AAU i Sydhavnen. Derudover har han gang i en masse forskellige job. Han er facilitator ved Spark, bartender på VEGA og i den Mobile bar Frigo. Og så er han frivillig i Global Dignity Danmark. Jeg undrer mig over, hvordan han finder tid til det, og helt af sig selv siger han, at det nok er sådan noget der slutter, når man får børn. Måske Charly, måske!

Charly er vokset op i Trekantsområdet mellem Vejle og Fredericia. Hans egen oplevelse af at gå i skole var god. Han har altid været en glad dreng med gode venner, og hans udadvendte natur har gavnet ham. Han har kun oplevet ganske lidt drilleri i skolen, over helt almindelige ting. AllIgevel tilføjer han: ”Når man husker tilbage kan man godt se tidspunkter hvor vores workshop kunne have gjort en forskel. Vi manglede en måde at tale om det på.”

Hvad har været din motivation for at være med i GD?

”Det var egentligt, at jeg kendte en, der var med, og hun spurgte mig om jeg havde lyst til at være med i Randersgade Skolen, fordi der manglede en vejleder. Det var spændende og noget nyt der skulle prøves. Det jeg oplevede på den skole, har været motivation for resten af tiden. Jeg fik skabt et rum, hvor børnene lyttede til hinandens historier og klappede af hinanden. Læreren blev så rørt, at hun valgte at dele en af sine egne historier. ”

Hvad er det vigtigste man kan gøre som vejleder ude i klasserne?

”Man skal tro på, det man gør. Det man gør de første ti minutter betyder, om man har deres opmærksomhed resten af tiden. Hvis man virkelig tror på det, man står og siger, vil det også være mere interessant at høre på. Involver læreren så de føler sig som en del af projektet. Underviseren får også et værktøj til at tage ting op i klassen. Facilitering er et godt redskab som man kan bruge som vejleder, så man er bedre klædt på til at fortælle klasserne om værdighed. Rutine vil skabe gode resultater.”

Hvad er værdighed for dig?

”Acceptere og respektere er gode ord. På trods af forskelligheder, på trods af politiske og religiøse forskelle.” Charly tænker sig længe om. ”En der er værdig, er en person, der vil andre det godt.”

Hvad er din vision for Global Dignity?

”Der er noget forkert ved at sige, at det SKULLE alle gøre. Der er noget vigtigt frivilligt over Global dignity.” Han tænker længe og folder sine hænder, ser ud af vinduet. ”Hmmmmm... hvad er det jeg gerne vil sige... ”

”Jeg kunne godt drømme om, at vi kunne ansætte nogle vejledere eller nogle organisatorer. Det skal stadig være gratis for skoler, men måske kunne virksomhedsdelen være med til at booste vores omfang. Formatet er sådan, at vi sagtens kunne udfolde det på et større netværk og lave flere arrangementer. Fx. en event på Rådhuspladsen, hvor vi engagerer folk med lidt god musik og får dem til at tale om værdighed med en tilfældig person, der står ved siden af.

Vi kan ramme flere niveauer i samfundet og virkelig udbrede begrebet omkring det. Lave varmekøkkener, tale med lærerne om, hvad værdighed er. Lære folk hvordan kan man selv køre processen? Men det kræver at vi har en bedre dokumenteret baggrund for at sige, at vi virkelig ændrer noget. Hvis vi kan få det, kan vi søge nogle store fonde om støtte. Det er specielt spændende med Odense, hvor vi har talt med alle klasserne. Hvad betyder det for skolen?”

”Det kunne også være spændende med et mere internationalt samarbejde, fx. Global Dignity Skandinavien. Hvis vi havde en fast kerne af ansatte, ville det være lettere at styre vores projekter og få dem til at flyde, selv om der er stille perioder med skolerne.”

Hvad giver det dig at være en del af Global Dignity?

”I øjeblikket føler jeg, at jeg gør en forskel ved at plante et frø. Om det springer ud er jeg ikke herre over, det vil tiden vise. Jeg bliver bedre til at facilitere og håndtere grupper, som jeg kan bruge på mit arbejde.

Man hører også en masse historier og får et nyt perspektiv på, hvordan de unge oplever verden. Man hører så meget i medierne om, at de unge er dovne, men der ligger en masse ufortalte sider af historierne bag. Ud over det har jeg også fået et netværk med mange forskellige spændende personer.”

Charly er i gang med at starte en workshop for vejledere, hvor man kan få nogle værktøjer til, hvordan man klarer en svær situation i klassen, og hvordan man får fanget elevernes opmærksomhed. Han vil gerne skabe et katalog for vejledere med erfaringer og gode tips som man kan prøve. ”Hver oplevelse er unik, vi skal finde fællestræk så vi får nogle gode redskaber. Generelle anbefalinger, og nogle unikke. Det kommer an på hvor meget tid vi har!” Workshoppen vil blive rullet ud i starten af 2015. Kom og vær med, så vi alle sammen kan blive endnu bedre.

Populære nyheder
Seneste nyheder
Arkiv
Søg på emner
Følg os
  • Facebook Clean Grey
  • Instagram Clean Grey
  • Twitter Clean Grey
bottom of page