"Det så ud som om hun voksede og rettede sig op, da jeg sagde det"

Af Mette Øllegaard, frivillig i Global Dignity

Denne artikel er en del af en serie om frivillige i Global Dignity.

Det er koldt kl. 06:05 på Bispebjerg i Nordvest i København. Det er fredag, og byen er kun ved at vågne. En bustur, et 7-eleven stop og et løb ned af rulletrappen senere hopper jeg på toget på vej mod Odense.

På toget møder jeg Geeti Amiri. Hun er, ligesom jeg, på vej til Tietgens Handelsgymnasium for at være vejleder for første gang. Til daglig læser hun Statskundskab på SDU, men hun bor i København. Geeti følger Soulaima Gourani og Global Dignity Danmark på Facebook, og derfor har hun set opslaget om, at vi skal ud og holde Global Dignity Dag.

Hvad er værdighed for dig? "Værdighed er, når man føler, at det man laver bliver anerkendt!" Fortæller hun, mens hun er ved at lægge sin makeup. Det er ren rutine for en garvet pendler som hende at gøre i toget. Geeti gik selv ud af 3.g i gymnasiet, fordi i hendes verdensbillede, skulle man mindst være læge eller lignende for at leve et værdigt liv. Da karaktererne ikke fulgte med drømmen blev hun demoraliseret og blev ikke motiveret for at fortsætte.

"Vi blev ikke set af lærerne," siger hun. "Alle har brug for folk, der tror på os!" Geeti havde mange jobs som ufaglært i de følgende år. Et af de sidste var som pædagogmedhjælper i en børnehave. Her opdagede hun, hvor stor værdi hun skabte ved at udføre det job. Hvor stor værdi ville hun så ikke kunne skabe, hvis hun havde et job, hun var virkelig passioneret omkring. Med en erkendelse af at hun skulle videre, startede hun på et enkelt gymnasiefag, samfundsfag. Her blev en ild tændt, ikke mindst fordi en lærer så hendes potentiale og boostede hendes selvtillid. Et 12-tal senere tog Geeti resten af en HF på 1 år.

Hvad ønsker du at få ud af dagen? "Udbrede budskabet om at vejen til værdighed ikke kun er uddannelse, det handler om at føle man er god til det man laver, og at det bliver værdsat." Vi når frem til gymnasiet, og så går det løs.

På vejen hjem fanger jeg Geeti igen, for at høre hvordan det gik for hende.

Hvad var det bedste, du fik ud af dagen? "Det var at jeg mødte en pige, der mindede om mig selv. Hun var blevet fortalt, at hun ikke var egnet til gymnasiet, fordi hun havde for meget fravær. På trods af det holdt hun fast og nu var hun blevet tilknyttet en mentorordning på gymnasiet. Jeg synes, det var stærkt at hun turde sige det i klassen."

"Jeg fortalte hende, at hendes valg med at gå videre på uddannelsen allerede viser, hun nok skal klare det. Det er ikke altid det første forsøg, der lykkes, men derfor kan man alligevel godt få sine drømme til at gå i opfyldelse. Jeg sagde, at hun ikke skulle lytte til det negative folk sagde, men stole på sig selv. For mig så det ud som om hun voksede og rettede sig op da jeg sagde det."

Tilbage i København skilles vi ved Hovedbanegården. Jeg tror vi begge to havde en udfordrende men lærerig dag i Odense. Og vi kommer igen til næste år.